Guide
Det nasridiske rum: hvorfor en tablao i Barcelona ligner Alhambra
Stilen bag buerne, og hvorfor den blev valgt til et flamencohus på en catalansk gade.
Se datoer på GetYourGuide ↗Hvad den nasridiske stil refererer til
| Element | Hvad det er |
|---|---|
| Nasridedynastiet | Det sidste muslimske dynasti, der regerede i Iberien, med base i Granada |
| Alhambra | Deres paladsanlæg i Granada, som stilen har navn efter |
| Muqarnas / udskåret stuk | Den honningkagelignende udskårne gipsudsmykning |
| Geometrisk flise (azulejo-nær) | Stjerne- og polygonflisemønstre, der er typiske for stilen |
Hvad "nasridisk stil" betyder
Nasriderne var det sidste muslimske dynasti, der regerede over nogen del af Den Iberiske Halvø, med base i Granada indtil 1492. Deres signaturarkitektoniske arv er Alhambra-paladsanlægget — udskåret stuk, geometriske fliser og hesteskoformede buer, bygget til virkning på nært hold snarere end på afstand. Det er en stil, der er ment at skulle læses langsomt, tæt på, snarere end beundres fra den anden ende af en gård — hvilket er en del af grunden til, at den oversætter rimeligt godt til et interiørrum frem for et åbent paladsanlæg. Ordet "nasridisk" kommer selv fra Banu Nasr, dynastiets arabiske navn, og stilen omtales nogle gange bredere som maurisk eller andalusisk arkitektur, selvom "nasridisk" specifikt refererer til denne sidste og mest raffinerede fase af den snarere end de tidligere umayyadiske bygninger længere sydpå i Córdoba.
Hvorfor en tablao i Barcelona lånte den
Flamenco har selv dybe rødder i Andalusien, og omkring tablaoens tredivte jubilæum i 1990 blev rummet gennemgribende nyindrettet i den nasridiske stil — en bevidst visuel forbindelse mellem rummet og den kunstform, der opføres i det, snarere end et generisk "spansk" indretningsvalg. Masser af flamenco-scener over hele Spanien læner sig op ad flade, generiske andalusiske kendetegn — smedejern, keramiske fliser, lyskæder — uden at forpligte sig til en specifik arkitektonisk tradition, sådan som dette rum gør. Muqarnas — den honningkagelignende stalaktit-hvælving, der forbindes med denne stil — er en af de mere teknisk krævende former for islamisk arkitektonisk udsmykning at genskabe, da den hviler på gentagne tredimensionelle geometriske enheder snarere end et fladt gentaget mønster, der blot kan schabloneres eller flisebelægges.
Udskåret gips, ikke maling
De dekorative overflader genlyder udskåret stuk snarere end fladt vægmaleri — det samme lagdelte, tredimensionelle relief, der får Alhambras egne interiører til at fremstå som tekstur snarere end mønster på afstand. Den forskel betyder mere, end det måske lyder: et malet mønster ser ens ud i al slags lys, mens udskåret relief fanger skygger forskelligt alt efter, hvor rummets belysning sidder, hvilket ændrer, hvordan væggene ser ud gennem aftenen, efterhånden som belysningen til selve forestillingen skifter. Ægte restaureringsarbejde i nasridisk tradition, af den slags tablaoen krediterer uden at nævne navne, involverer typisk stukkatører og fliselæggere uddannet specifikt i teknikker, der stadig bruges til at vedligeholde Alhambra selv, et UNESCO-verdensarvssted, hvis eget bevaringsarbejde er et kontinuerligt finansieret specialisthåndværk snarere end et engangsindretningsjob.
Hvem udførte det
Tablaoens egen historie krediterer restauratorer uddannet i Granadas restaureringstradition — samme disciplin, der vedligeholder Alhambra selv — uden at nævne navne offentligt på tablaoens egen side. Det er en meningsfuld kvalifikation, selv uden navngivne personer: Granadas restaureringsskole er et specifikt, anerkendt håndværk, ikke en almindelig dekoratørs påstand om at være blevet "inspireret af" maurisk arkitektur i abstrakt forstand. Blå og gyldne accenter i nasridisk flisearbejde genlyder almindeligvis den stjerne- og polygongeometri, der findes overalt i Alhambras egne interiører, et visuelt sprog bygget på gentagne otteoddede stjerner og sammenlåste polygoner snarere end figurativt billedsprog, i overensstemmelse med den bredere tradition for islamisk arkitektonisk ornamentik, der undgår repræsenterende figurer i religiøse eller hoflige sammenhænge.
Et værelse skabt til at blive set på nært hold
Fordi tablaoen placerer gæsterne tæt omkring en lav scene frem for i teaterafstand, er de udskårne detaljer på væggene noget, man sidder tæt på en hel aften — ikke kulisser, man skimter fra en altanplads. Ankom lidt tidligt, hvis din plads tillader det, og det er værd faktisk at kigge på buerne og flisearbejdet omkring dit bord frem for kun på scenen — rummet selv er en del af det, du har booket, ikke bare bagtæppet for det. Intet af dette er unikt for Barcelona — nasridisk inspireret dekoration optræder i restauranter, hoteller og kulturelle spillesteder over hele Spanien og videre ud — men at kombinere det specifikt med en flamenco-tablao frem for en generisk tapasbar eller hotelobby drager en mere direkte linje mellem rummets design og den kunstform, der opføres i det.
Andalusien og Catalonien, side om side
Resultatet er et lokale, der er synligt andalusisk i en catalansk hovedstad — en påmindelse om, at flamencoen selv rejste til Barcelona længe før netop dette lokale gjorde det, båret af generationer af andalusisk migration til byen gennem det tyvende århundrede. At se den historie bygget ind i væggene, snarere end blot opført på scenen, er efter alt at dømme det mere usædvanlige ved netop denne tablao sammenlignet med et flamencoshow opsat i et generisk selskabslokale eller en hotelbalsal. Uanset om en besøgende ankommer med kendskab til denne historie eller ej, er lokalet i sig selv bygget til at formidle den visuelt — buerne og flisearbejdet gør et reelt stykke arbejde og står ikke blot som generisk "spansk" stemning for et publikum, der måske ikke ser nærmere efter.