Guide
Huset siden 1970 og de kunstnere, det har lagt rammer til
Hvad er faktisk dokumenteret om tablaoens historie, og hvad er ikke.
Se datoer på GetYourGuide ↗Dokumenteret historie
| År | Begivenhed |
|---|---|
| 1970 | Tablao åbner på La Rambla 35 under Luis Adame og Irene Alba |
| 1974–1980 | Camarón de la Isla, Farruco og Tomatito blandt optrædende på dens scene |
| 1990 | Værelset er gennemgribende nyindrettet i nasridisk/Alhambra-stil |
| 2010 | Fyrreårsjubilæum på samme adresse |
Åbning på La Rambla
Tablao Cordobes åbnede i 1970, hvor guitarist Luis Adame og danser Irene Alba tog den kunstneriske ledelse af det nye hus. På det tidspunkt var La Rambla en arbejdsplads for barcelonere snarere end den turistpromenade, den senere blev, og en flamencotablao, der åbnede der, var en erklæring om, hvor kunstformen hørte hjemme — ikke gemt væk i et nichespillested, men på byens mest befærdede boulevard, hvor enhver forbipasserende kunne høre guitaren udefra. Barcelona havde allerede et betydeligt fastboende andalusisk samfund i 1970, opbygget gennem tidligere årtiers interne migration i Spanien, og dette samfund var allerede den kerneaudiens, som byens flamencospillesteder var afhængige af, før international turisme blev den største andel af enhver tablaos forretning.
Navnet
Tablaoen har sit navn fra El Cordobés, kælenavnet på tyrefægteren, der dominerede spansk tyrefægtning gennem 1960'erne — et lånt navn fra en anden scenekunsttradition i perioden, ikke en påstand om spillestedets egen beliggenhed (det har altid ligget i Barcelona, ikke i Córdoba). At opkalde et catalansk flamencohus efter en andalusisk tyrefægter siger noget om, hvor grundigt kunstformen allerede havde rejst nordpå i 1970, båret af generationer af andalusisk migration til byen længe før tablaoen selv eksisterede. Manuel Benítez Pérez, tyrefægteren med tilnavnet El Cordobés, var på højden af sin berømmelse i Spanien gennem 1960'erne, og det er det specifikke kulturelle øjeblik, tablaoens navn er lånt fra, snarere end nogen generel reference til selve byen Córdoba.
Det første store årti
Tablaoens egen historie nævner Camarón de la Isla, Farruco og Tomatito blandt de flamencoartister, der optrådte der gennem midten og slutningen af 1970'erne — tre af de navne, der i den periode forbindes stærkest med moderniseringen af flamencoens cante og guitar. Camarón betragtes især bredt som en af de mest indflydelsesrige sangere i hele flamencoens det tyvende århundredes historie, så en scene, der husede ham i sit første årti, var efter enhver målestok allerede et seriøst rum snarere end et turiststop. Farruco, et af de navne, der forbindes med tablaoens første årti, tilhørte en flamencodynasti, hvis efterkommere stadig er fremtrædende udøvere af kunstformen i dag, hvilket er en del af grunden til, at det at nævne ham specifikt vejer tungere end en mere vag påstand om "legendariske kunstnere".
Senere generationer
De efterfølgende årtier bragte yngre kunstnere forbundet med mere nutidig flamenco gennem det samme rum, efterhånden som tablaoens egen kunstneriske ledelse skiftede hænder gennem årene. Det mønster — et hus, der bliver ved med at forny sit eget ensemble i stedet for at fryse fast omkring én æras stjerner — er en del af grunden til, at det er fortsat med at køre uafbrudt i stedet for at blive et museumsobjekt, der kun lever på sit omdømme fra 1970'erne. Tomatitos egen karriere, som fortsatte længe efter hans tidlige optrædener på spillesteder som dette, omfattede senere langvarige samarbejder, der er langt bredere dokumenteret end noget specifikt ved nogen enkelt tablao-optræden fra 1970'erne.
Hvad der ikke er dokumenteret
Offentlige beretninger er uenige om, præcis hvem der grundlagde tablaoen kommercielt, versus hvem der ledede den kunstnerisk, og tablaoens egen hjemmeside nævner ikke de specifikke restauratører bag renoveringen i 1990. Hvor kilderne ikke er klare, siger denne guide det frem for at gætte — de ubestridte fakta er åbningsdatoen i 1970, adressen La Rambla 35 og Adame og Albas kunstneriske ledelse, og det er de fakta, denne side bygger på. Tablaoens kontinuitet gennem forandringer i Spaniens egne politiske og økonomiske forhold siden 1970 — herunder overgangen efter Francos død i 1975 — er i sig selv en del af historien, selvom denne guide ikke forsøger at detaljere præcis, hvordan spillestedet selv blev påvirket gennem den periode.
Over halvtreds år, én adresse
Huset har været drevet uafbrudt fra La Rambla 35 siden 1970 — en lang levetid for ethvert spillested med én adresse på en gade, der ellers har gennemgået store forandringer i den tid, hvor butikker, barer og andre steder omkring det er åbnet og lukket gennem fem årtier. Den kontinuitet er værd at veje op mod et nyere spillested uden tilsvarende historik: et rum, der har fået et publikum til at vende tilbage, siden før de fleste af nutidens gæster blev født, har været nødt til at gøre noget rigtigt ud over blot beliggenheden. En gæst, der booker aftenens forestilling, træder på sin egen lille måde ind i et rum, hvis egen historie løber nogenlunde parallelt med Barcelonas forvandling fra en overvejende indenlandsk by til en af Europas mest besøgte — en større fortælling end nogen enkelt aftens show, men en fortælling, som rummets vægge og dets åbningsdato i 1970 begge stille hentyder til.